Uddannelse er af afgørende betydning for fiskehandlererhvervets fremtid.
Fiskehandleruddannelsen i Thyborøn er den eneste af sin slags i Danmark, og i foråret sendte den sit allerførste hold færdiguddannede fiskehandlere ud i verden. Eleverne er blevet klædt på til arbejdet i branchen gennem undervisning og praktikforløb i de 2,8 år, hovedforløbet varer. Den nye, specifikke uddannelse er en gevinst for fiskehandlerne, mener Anders Clausen, direktør for P. Clausens Fiskehandel: - Uddannelse er nødvendig for at sikre faglighed, udvikling og professionalisme. Anders Clausen tror på, at uddannelse betyder alverden for fiskehandlererhvervets fremtid, og står det til ham, er det et initiativ, der bør fortsætte langt ud i fremtiden: „Uddannelsen er med til at videreudvikle faget og gøre det mere attraktivt. Og det er der brug for, hvis erhvervet skal overleve. Vi er nødt til at lære nye fiskehandlere op, hvis vi også fremover vil have professionelle og dygtige fiskehandlere, der kan rådgive kunderne og sikre kvaliteten i den fisk, der sælges. Hos P. Clausens Fiskehandel ser de det også som en fordel for dem, når de kan få engagede elever i butikken: - Vi vil have engagerede elever, der vil branchen. Omvendt sørger vi så for, at eleverne lærer det, de skal – de er ikke bare billig arbejdskraft. Eleverne bidrager også med ny viden og tendenser, så vi holder os opdaterede, fastslår han.
Grundig uddannelse uden genveje
Derfor tog han Heidi Christoffersen ind, da hun kom til praktikforløbet i sin uddannelse, og Heidi var blandt det første hold uddannede fiskehandlere i 2015. Hun er enig med Anders Clausen og er glad for alt det, hun har fået med fra skolen: - Fiskehandleruddannelsen er meget alsidig og tilpasset den enkelte. Men fagligheden er stadig høj. På skolen lærte vi blandt andet om fiskens opbygning, økologi, økonomi, kvalitet og de forskellige love og regler på området. Ude i praktikken kunne vi så afprøve det meste og lære alt det praktiske. Det er her, man øver sig, fejler og prøver igen – for der er ingen genveje på den her uddannelse.
FISKEHANDLERUDDANNELSEN
Uddannelsens start
Der er forskellige måder at komme i gang på. Eleverne finder i samarbejde med Fiskeriskolen ud af, hvordan den enkeltes uddannelsesforløb skal skrues sammen.
Uddannelsessted
Hele uddannelsen kan tages på Fiskeriskolen i Thyborøn.
Økonomi
Eleverne får elevløn fra det øjeblik, de har en underskrevet uddannelsesaftale med en praktikvirksomhed.
Fiskeriskolen
Skolen udbyder også en uddannelse som erhvervsfisker. Derudover tilbyder den kurser og efteruddannelse, lige som den fungerer som kompetencecenter for de blå erhverv.
TEKST: METTE HORSMARK